Stutteriet

Stutteriets mål:
At avle sunde og velgående ponyer, med et roligt og tillidsfuldt sind. En pony som kan rides af både børn og voksne, og som indeholder connemaraponyens unikke egenskaber som både konkurrence og familiepony.

Farver:
Den mest almindelige farve blandt connemaraponyer er skimmel. Der findes da heller ikke noget smukkere end en skinnende hvid connemarapony. Men den er lidt mere besværlig at holde ren, især for en konkurrencerytter.
På stutteriet er vi også meget fascinerede af de "farvede" ponyer. Derfor har vi også blandt vores avlshopper, både brun og dun, samt sikre og usikre skimler. Vi avler målbevidst efter brune, røde, sorte og dunfarvede ponyer. Især de dunfarvede holder vi meget af her på stutteriet.
Disse farver er lette at holde rene og derfor populære og eftertragtede blandt konkurrence ryttere.

Træningen af ponyerne:
Vi starter allerede så småt med at træne føllene når de er 1 døgn gamle.
Dagen efter at hoppen har folet, bliver hoppen taget ud på ridebanen uden føllet, hvor hun får lov at løbe rundt og kalde på sit føl. Under denne proces vil hoppen gøre sig ren i livmoderen efter folingen, og vi undgår livstruende infektioner.
I de 5-10 min. hoppen er væk fra føllet står der hele tiden én i boksen hos føllet og taler beroligende til det, medens man kæler og stryger det over hele kroppen, for at vænne føllet til berøring.
Denne procedure gentager sig hver dag, i længere og længere tid, indtil føllet er ca. 14 dage, hvor hoppen så langsomt begynder at blive reddet igen.
Nu er føllet så tillidsfuldt og véd at mor snart kommer tilbage, så den står stille og roligt i boksen eller på folden.
Vi har aldrig haft et føl der gjorde skade på sig selv fordi det blev alene tilbage når hoppen blev taget ud eller væk fra folden.
Så snart føllet kan se, får det grime på, og bliver vænnet til et grimeskaft. Nu begynder vi at trække føllet uden hoppen, samt at binde det forskellige steder, samt at trække det op i en hestetrailer.
Føllet bliver aldrig nogensinde ladt ude af syne når det står bundet.
Når føllet har lært at blive trukket i et grimeskaft, begynder agility træningen.

Agility:
Vi har opstillet en bane med forskellige forhindringer, som føllet bliver ført igennem. Der går ikke ret lang tid før føllet elsker denne sjove leg. Især forhindringer hvor det larmer når den går hen over er utrolig populær hos føllene.
Agility banen bliver brugt med mange forskellige forhindringstyper,- det er faktisk kun fantasien der sætter grænser. Føllene og plagene elsker denne form for træning, samtidig med at de bliver tillidsfulde og vant til ikke at blive bange for noget nyt og anderledes. Under agility træningen lærer føllet / ponyen at have 100 % tillid til sin træner. De bliver pakket ind i larmende plastic, bærer raslende plasticdunke, går gennem flagrende kulørte plasticstrimler, spiller fodbold med en stor plasticbold og mange andre grænseoverskridende ting for en pony.


Tilridningen:
Tilridningen af ponyerne begynder i november- december måned det år de er fyldt 3. Her begynder vi langsomt at gøre dem rytter og sadelvant, hvorefter vi holder en pause.
Henimod foråret, det år de fylder 4, begynder så den endelige tilridning og skoling på ridebanen.
Alle ponyer er fra de var helt små føl, blevet trænet og gjort fortrolige med at gå i hestetrailer, samt at være på vejen med biler, traktorer og majetærsker.
Unghestene er ofte med som sidehest når vi rider tur, både på landevejen og i skoven.
Vi har endnu aldrig haft en pony der har forsøgt at slå rytteren af under tilridning.